Af Niels Nielsen og Anne Søager
Som vi plejer, kørte vi hjemmefra fredag eftermiddag,
overnattede i Moss og startede ret tidligt lørdag morgen
turen til Ruten. Det viste sig at være heldigt for
vejret blev dårligere i løbet af lørdagen. Dårligere set
ud fra et køre-synspunkt for det begyndte at sne. Det
var jo dejligt senere da vi skulle ud på ski. Vi frygtede
den sædvanlige bakke med venstresvinget hvor vi før
har været i vanskeligheder og måtte sætte snekæder
på, men det gik bare strygende, og vi kom i fin tid til
Ruten. Vi havde jo nok ventet at blive modtaget af
Søren, men der stod en fremmed ung mand - Michael,
i receptionen. Han viste sig nu at være en fin fyr. Der
var nu ikke kommet så mange af de sædvanlige gæ-
ster endnu, men det viste sig at være på grund af vejret.
Det sneede en del, og det forsinkede mange af
gæsterne, men alle nåede heldigvis sikkert frem.
Efter at have pakket ud kastede vi os sultne over det
gode frokostbord, og så gik det løs på løjperne som
jo var fine og velpræparerede – det er vi forvænt med.
Den gode mad er vi også forvænt med, og vi blev heller
ikke i år skuffede. Der var kommet en ny kok fra
Holland, og selv om han selvfølgelig ikke havde
revolutioneret menuen, havde han dog sat sit præg
på den. Det er så dejligt at være på ferie og slet ikke
behøve at bekymre sig om andet end: Hvor skal vi
hen i dag?
Vi tog de sædvanlige ture og var flere gange på
Bingsbu. De dage det var flot vejr, var der jo en sand
folkevandring derop, men atter måtte vi en dag sande
at vejret skifter hurtigt. Vi havde planlagt en tur rundt
om Sprenpiggen, men da vi kom ud fra Bingsbu, blæ-
ste og sneede det kraftigt. Vi drog dog af sted, men
mødte nogle som kom imod os, og de fortalte at man
ikke kunne se ret meget. Vi havde nu også svært ved
at se pindene så vi fulgte fjeldrådet: ”Det er ingen
skam at vende om” og løb over Lohaugen hjem. Det
er blevet en dejlig tur efter løjpen er blevet til en hel
bred motorvej. En anden dejlig, lille tur er Ronja-løjpen.
Den er nem, men en meget smuk tur, og den passer
godt for et par som os der er kommet ud over
den første ungdom, ja er jo nærmest på vej til den
tredje! Vi løb også turen ned til Espedalen Fjellstue,
og det spændende var om Niels klarede den sidste
bakke lige inden man kommer ud på vejen. Han har
efterhånden tradition for at sætte sig – og traditioner
skal man jo ikke bryde. Så han måtte jo lige ned og
sidde præcis det samme sted som de foregående år.
En af de ting vi alle taler meget om, er vejret. Vi vil jo
gerne have frostgrader, ikke for mange, tak for så fryser
vi om fingrene, men heller ikke for få, for så risikerer
vi tøvejr i løbet af dagen. Og torsdag var en af
de dage vi helst vil undgå. Temperatur omkring frysepunktet
og masser af dejlig solskin. I skistalden gik
snakken om smøringen. ”Hvad smører du med?” lød
mange gange. Svarene var mange og forskellige, men
resultatet var det samme for de fleste. Enten gled skiene
baglæns eller også klampede de. Bare det at
komme op til vejen, var en kamp og vi smurte om et
par gange. Nu er vi jo ikke typen der giver op, så vi
kæmpede os videre. Det blev lidt bedre da vi nåede
Øvre Dalseter, men det var stadig ikke godt føre. Måske
har det noget at gøre med teknikken og konditionen?
Vi løb lidt rundt her og der, og løb langsomt tilbage
mod Ruten. Jeg var efterhånden blevet adskillige
centimeter højere, men til gengæld var faren for
at brække anklerne også forøget, for jeg havde et tykt
lag sne under skiene. Til sidst måtte jeg overgive mig
og tage skiene på nakken og gå det sidste stykke.
Uden for skistalden var der livlig aktivitet. Vi var nemlig
ikke de eneste der havde haft problemer med smø-
ringen. Mange havde opgivet at komme ud på ski og
sad i solen og nød vejret. Der var nu også underholdning
på bakken. Store som små boltrede sig med at
glide ned – langt ned. Nogle kastede sig frivilligt på
de små glidebrætter, mens andre blev tvunget ned –
de så dog ud til at synes det var sjovt.
Efter frokost var det ikke alle der skulle ud på ski,
men jeg syntes nu at det burde prøves. Det gik ikke
særlig nemt op til vejen, men op kom jeg da. På vej op
til Øvre Dalseter mødte jeg Arthur og løjpelæggeren,
og jeg tænkte straks at her var da chancen for at løbe
i helt nykørte spor. Da løjpelæggeren drejede, drejede
jeg med og turen gik ud på Ronja-løjpen. Det
var en smuk tur, solen stod lavt mellem træerne og
der var bare så stille.
Hvert år er der nogle gæster som bliver syge i løbet
af ugen. For et par år siden var det et maveonde som

fik mange til at tage en dag eller to på den hvide sengel
øjpe, men i år tror jeg Karni slog rekorden. Hun nå-
ede kun én tur på ski før hun måtte lægge sig med
feber, og hun blev liggende hele ugen. Det må da kaldes
sort uheld.
Hver eftermiddag studeres opslagstavlen for information
om noget meget vigtigt: Aftenens menu. Vi kan
nikke genkendende til de fleste, men fredag aften lød
desserten på ”Bløtkake”. Det viste sig at være lagkage.
Lyset i spisesalen blev slukket, og lækre, store
12
lagkager med fyrværkeri blev båret ind. En af gæsterne,
Kirstine, havde nemlig valgt at fejre sin 40 års fødselsdag
på Ruten. Derfor havde hendes børn fået køkkenet
til at diske op med lækre lagkager til os alle. Fyrv
ærkeriet fik røgalarmen til at gå i gang, men det tog
vi nu ganske roligt for det har vi prøvet flere gange.
Den nye hollandske kok var dog ikke vant til det så
han var den der blev mest overrasket.
Det var en flot afslutning på endnu en dejlig uge på
Ruten.